De stiknåle, som moderne læger bruger, har udviklet sig fra intravenøse infusionsnåle og injektionskanyler.
Udviklingen af infusionsnåle kan spores tilbage til 1656, hvor de britiske læger Christopher og Robert brugte fjerrør som nåle til at sprøjte medicin ind i en hunds vene, hvilket blev det første intravenøse injektionseksperiment i historien.
I 1662 påførte en tysk læge ved navn John første gang en intravenøs injektionskanyle på menneskekroppen. Selvom patienten ikke var i stand til at overleve på grund af infektion, var det en milepæl i sygehistorien.
I 1832 introducerede den skotske læge Thomas med succes saltstoffer i menneskekroppen, og blev det første vellykkede tilfælde af intravenøs infusion og lagde grundlaget for intravenøs infusionsbehandling.
I det 20. århundrede, med fremskridt inden for metalbearbejdningsteknologi og -medicin, har intravenøs infusion og dens teori udviklet sig hurtigt, og forskellige nåletyper til forskellige anvendelser er hurtigt dukket op. Punkturnålen er kun en lille gren. Alligevel er der snesevis af forskellige typer med komplekse strukturer som trokarpunkturnåle og præcise og småcellede punkturnåle.
Moderne punkturnålehoveder bruger generelt SUS304/316L medicinsk rustfrit stål.